Hvornår:
Man kan forspire agurker fra marts til maj. Jeg starter typisk omkring midt-april, så det passer med ca. 4-6 uger før jeg forventer at kunne plante dem ud i drivhuset i løbet af maj - eller på friland fra starten af juni.
Agurker vokser hurtigt når de får nok lys og varme, så de kan være svære at håndtere i vindueskarmen, hvis man starter tidligere.
Hvordan:
Jeg starter agurker i en forspiringsbakke med mellemstore celler, f.eks. en ForeverTray 40 eller 28 lav, eller 7 cm potter. Jeg fylder forspiringsbakken godt op med fugtig så- og priklemuld, og trykker mulden let ned i bakken. Derefter laver jeg en lille fordybning i hver celle på ca. 1 cm, og putter 1 frø i hver.
Jeg dækker frøene med lidt muld, og vander forspiringsbakken godt igennem, indtil vandet kommer ud af bunden.
Frøene vil gerne have det lunt, så jeg stiller dem enten på gulvvarmen, eller i et lun sydvendt vindue - gerne i et minidrivhus, for at holde på fugt og give ekstra varme. De har ikke brug for lys for at spire, men solen kan hjælpe med at give varme.
Efter spiring:
Når planterne er på vej op af jorden, skal de stå så lyst som muligt. Planterne trives når de har det lunt, og jorden holdes fugtig men ikke våd. Agurker kan være følsomme overfor overvanding, så det er vigtigt at sørge for, at overskydende vand kan løbe fra. Lad gerne den øverste cm af jorden tørre ud mellem vandinger.
Ompotning:
Når rødderne begynder at komme ud af bunden af bakken, ompotter jeg planterne så de får lidt mere plads - f.eks. i en ForeverTray 15 lav, eller 13 cm potter.
Håndter planterne med en forsigtig hånd. Stænglen på små agurke-planter er ofte meget “sprød”, og man kan let komme til at bukke eller knække den. Hvis det sker, kan man risikere at planten ikke længere at suge vand op af stænglen, og hvis ikke planten kan sætte nye skud under knækket, går den til.
Udplantning:
Vent med udplantningen til der ikke længere fryser om natten. Hvis agurkerne skal have noget at klatre op af, er det en god idé at have det på plads før man sætter planten i jorden.
I drivhuset kan man f.eks. binde den ene ende af et jutereb i loftet af drivhuset, lægge den anden ende ned i plante-hullet og derefter plante agurkeplante ovenpå snoren. Rødderne vil hjælpe med at holde snoren i jorden, som planten vokser sig større.