Hvornår:
Man kan forspire rødbeder fra starten af marts, til udplantning ca. 4-6 uger efter.
Man kan også så dem direkte på friland under fiberdug fra starten af april, eller fra slutningen af april uden fiberdug.
Rødbeder er en hurtig afgrøde, som kan sås flere gange i løbet af sæsonen - hvis man vil have store knolde, bør den dog sås inden midten af juli, for at den har tid til at udvikle sig. Men man kan også høste mindre knolde eller blade, hvilket giver flere muligheder for at dyrke den før eller efter andre afgrøder i haven, og dermed udnytte pladsen i bedene bedre.
Direkte såning:
Man kan så rødbeder direkte på friland ved at bredså, lave en rille frøene sås ned i, eller sætte frøene enkeltvis - hvad end giver bedst mening for dig. Så længe frøene kommer ca. 1 cm ned i jorden, og holdes fugtige indtil de små planter har fået etableret et godt rodnet, kommer det sig ikke så nøje.
Rødbedefrø er egentlig små frøkapsler, der kan indeholde mere end ét frø hver - så der kan komme mere end én plante per “frø” man lægger i jorden. Så gerne med ca. 5 cm mellemrum, og tynd ud efter behov. Jeg sigter efter max. 4 planter per 30 cm, hvis jeg gerne vil høste store knolde.
Man kan evt. vente med at udtynde planterne, til de har fået blade der er store nok til at man kan bruge dem i salatskålen. Man kan også udtynde ved at høste de største rødbeder løbende gennem sæsonen, og evt. efterså løbende, som der er plads i bedet.
Sørg for at vande bedet godt efter såning, og hold jorden fugtig så frøene og de små planter ikke tørrer ud - især de første 2 uger efter såning. Når først planterne har fået fat, kræver de ikke meget vand.
Forspiring:
Man kan også forspire rødbeder, hvilket giver dem et forspring, og gør det muligt at udnytte pladsen i bedene bedre. Det gør det også lettere at beskytte frø og de små spirende planter, da de ofte er en forårs-favorit blandt mange sultne dyr i haven.
Jeg bruger en forspiringsbakke med små celler - typisk en Charles Dowding, eller ForeverTray 77 lav. Fyld bakken godt op med fugtig så- og priklemuld, så 2-3 frø i hver celle i ca. 1 cm dybde og vand bakken godt igennem.
Rødbeder kan forspires i drivhuset eller mistbænken, men man kan evt. have dem indenfor i vindueskarmen den første uges tid, da varmen vil hjælpe med en hurtigere og mere jævn spiring. Sørg for at jorden holdes fugtig, og at overskydende vand kan løbe af bakken.
Når frøene er spiret, kan man evt. udtynde så der ikke er mere end 4 planter per celle.
Udplantning:
Planterne er klar til udplantning efter 4-6 uger, og kan plantes ud som de står i forspiringsbakken - i små klumper af op til 4 planter sammen, med ca. 20-30 cm mellem hver klump.
Lav et hul der passer til rodklumpen, men gerne lidt dybere. Kom planterne i hullet, og tryk let omkring dem, så rodklumpen får god kontakt til jorden. Vand planterne godt efter udplantning, og dæk gerne med fiberdug for at beskytte mod vind og sultene dyr, samt give lidt ekstra varme om foråret.
Sørg for at planterne ikke mangler vand - især de første par uger efter udplantning, indtil de begynder at få etableret et større rodnet.