Såvejledning for Tomater
Sådybde: 0,5 cm
Spiretid: 7-21 dage
Spiretemperatur: 10-35 °C (30 °C)
Hvornår:
Man kan forspire tomater fra februar til april - jeg starter ca. midt i marts, så det passer med ca. 8 uger før jeg forventer at kunne plante dem ud. Hvis man starter før, kan det være svært at give dem nok lys til at trives uden brug at vækstlys, og starter man senere får man en senere høst og sandsynligvist et mindre udbytte.
Hvordan:
Tomater bør forspires inde i varmen, for at kunne nå at udvikle sig og give et godt udbytte på vores forholdsvis korte og kolde somre.
Du kan forspire dem i enhver beholder, så længe overskydende vand kan løbe fra, når du vander. Hvis jorden er for våd, risikere frøene/rødderne at rådne.
Jeg forspirer typisk tomater i en forspiringsbakke med små celler - f.eks. en Charles Dowding eller ForeverTray 77 lav. Man kan også starte dem i en såbakke, og senere prikle dem over i potter/forspiringsbakker.
Fyld din beholder godt op med fugtig så- og priklemuld, og lav små fordybninger på ca. 0,5 cm. Så frøene, og dæk dem let til, og vand jorden godt igennem til det drypper ud af bunden af beholderen.
Stil dem lunt, gerne ca. 25 °C, indtil det første sæt blade er kommet op af jorden. Derefter skal de stilles så lyst som muligt, og gerne lidt køligere - omkring 18-22 °C.
Vanding:
Jorden skal holdes fugtig indtil frøene er spiret, så frøet ikke tørrer ud. Men når de små planter er kommet op af jorden, og planten har sat rødder, kan det være en god idé at lade overfladen af jorden tørrer lidt ud mellem vandinger.
Vand evt. i en underbakke, hvor du lader bakken stå i vandet indtil jorden har suget så meget vand til sig, den kan rumme. Derefter kan man hælde vandet fra underbakken, og lade overskydende vand dryppe fra.
Ompotning:
Efter 3-4 uger, eller når rødderne begynder at komme ud af bunden af bakken, kan de med fordel pottes om i en større bakke/potte. Evt. noget, hvor der er ca. 2 cm mere plads rundt om planten.
Man kan omplante tomatplanter dybt, så de kommer til at stå mere stabilt. Fjern evt. de nederste blade, og sæt planterne så jorden når op til et par cm under nederste blad. Planten vil sætte nye rødder, ud fra den del af stænglen der kommer under jorden.