Såvejledning for Aubergine

Sådybde: 0,5 cm
Spiretid: 7-28 dage
Spiretemperatur: 15-35 °C (30 °C)

Hvornår:

Auberginer kan godt være længe om både at spire, og udvikle sig til store planter, så jeg starter dem allerede i løbet af januar - men man kan også sagtens så dem frem til slutningen af april.

Hvordan:

Frøene har brug for en konstant varme og fugt, for at spire. Jeg starter dem ofte i en petriskål på et stykke kaffefilter, som jeg stiller i en kasse på vores lune badeværelsesgulv. Jeg synes det er lettere at forspire mange forskellige sorter på meget lidt plads, på denne måde, men det kræver også at man ser til dem ofte, for at tjekke at de ikke tørrer ud. Når frøene er spiret, kan de plantes over i en forspiringsbakke.

Man kan også starte direkte i en forspiringsbakke - jeg bruger en med forholdsvis små celler, f.eks. en CD60 eller ForeverTray 77 eller 40 lav. Jeg fylder forspiringsbakken godt op med fugtig så- og priklemuld, og trykker mulden let ned i bakken. Derefter laver jeg en lille fordybning i hver celle, og putter 1-2 frø i hver.

Jeg dækker frøene med lidt muld, og vander forspiringsbakken godt igennem, indtil vandet kommer ud af bunden. Jeg laver det overskydende vand løbe fra, og stiller bakken lunt - helst så jorden i bakken kommer op på 25 °C.

Efter spiring:

Når frøene er begyndt at spirer, stiller jeg dem så lyst som muligt, og gerne lidt køligere. Når det første sæt blade er sprunget ud, prikler jeg planterne om så der kun er én plante per celle.

Jeg vander når toppen af jorden er tørret lidt ud, ved at fylde vand i underbakken, og lade jorden suge så meget til sig, den kan rumme. Derefter hælder jeg det overskydende vand fra.

Ompotning:

Når rødderne begynder at komme ud af bunden af bakken, ompotter jeg planterne i en ForeverTray 15 lav eller 7 cm potte, og evt. igen i en 13 cm potte afhængig af hvornår de kan plantes ud.

Jeg ompotter gerne planterne lidt dybt, så jorden er ca. 1 cm under den første bladstængel. Planten sætter rødder fra den del af stænglen der bliver begravet, og bliver mindre ranglet.

Kimblad