Min have i Januar

Jeg vil gerne starte ud med at sige, at jeg ikke er pænt uddannet noget som helst indenfor haver - jeg er blot en kæmpe frønørd, og haven er i særdeleshed min særinteresse. Jeg vil ikke hævde at jeg ved noget, men jeg tror en masse, og jeg har en hulens masse idéer som jeg går og hygger mig med at afprøve - men generelt set har jeg en rimelig laissez faire tilgang til, hvordan jeg arbejder med min have, og jeg gør det sjældent på "den rigtige" måde. Derfor vil jeg ikke komme med stenhårde havetips til, hvordan du får den perfekte have. Jeg vil i stedet dele lidt om, hvad jeg gør i min have og hvorfor, og vise resultaterne (om de er negative eller ej) heraf.

Min have på gården Ravnely

I sommeren 2020 købte min mand og jeg gården Ravnely i Nårup, Midtjylland. Baghaven var komplet tilgroet efter tidligere ejer ikke have boet på ejendommen i et godt stykke tid - men det summede af liv og var idyllisk som bare pokker. De første måneder i vores nye paradis blev primært brugt på små istandsættelser af den indvendige side af husets. Derfor begyndte vi først rigtigt at gøre noget ved køkkenhaven i december 2020. Da startede vi nemlig forsigtigt ud med at bygge et drivhus på 30 m²...

Haveskitse og haveplaner 2021

Min havejournal: skitse af haven og haveprojekter for 2021

Køkkenhaven ligger på den nordlige side af laden, med vores mark mod vest. For at beskytte køkkenhaven lidt mod den hårde "wind u fra æ west", byggede vi i september 2020 et 9 meter langt kvashegn. Det består af 20 hegnpæle, hamret ned i en fornuftig dybde med 1 meters mellemrum på langsiden og ca. 60 cm mellem stolperne i bredden. Da vi har haft rigeligt med træer der trængte til at blive beskåret, var det ikke svært at få hegnet fyldt - det hjælper også at gå op og hoppe på det, så det bliver fint og tæt. Der gik ikke langt tid før den første gærdesmutte flyttede ind, og vi håber der kommer flere tilflyttere til med tiden.

Billede af kvasheg, taget 1 september 2020

Kvashegn mellem køkkenhaven og marken, taget d. 1 september 2020.

Herefter byggede vi et drivhus i nordenden af køkkenhaven, med langsiden mod syd, i håbet om, at udnytte mest muligt af den smule sol der er i det tidlige forår og sene efterår, for at forlænge sæsonen mest muligt. På den måde kan jeg begynde at forkultivere lidt tidligere, og være klar med små planter til at sætte ud i køkkenhaven til foråret.

Billede af køkkenhaven, 1 januar 20221

Køkkenhaven med drivhus i den nordlige ende - taget 1. januar 2021

Af flere grunde (som jeg gerne uddyber mere i et andet opslag hvis der er interesse for det) skal min have være gravefri. Kort sagt: jeg graver, fræser, pløjer eller vender ikke jorden. Min plan er meget simpelt at lægge et lag pap ud på græsset, og lave bede ovenpå det med et lag kompost i ca. 10 cm tykkelse. Gangene mellem bedene bliver dækket af barkflis. Herefter vil jeg hver vinter tilføje et lag kompost på bedene, som skal give næring til alle de dyr, der lever uforstyrret i jorden, og omsætter komposten til næring til mine planter. Hvis du vil vide mere om denne måde at holde køkkkenhave, som på engelsk kaldes "No Dig", kan jeg varmt anbefale Charles Dowding, der både skriver nogle skønne bøger og laver hyggelige videoer på YouTube om emnet.

Min haveplan 2021

Jeg har i mange år brugt Dingbat notesbøger til alle mine notesbogsbehov - heriblandt som havejournaler. En havejournal er, hvis du spørger mig, en af de vigtigste haveredskaber man kan eje. Mit bedste råd til haveplanlægning og havejournaler er, at du skal lave en der passer til dig. Prøv dig lidt frem, og reflekter lidt over hvad du synes hjælper, og hvad der bare er noget bøvl. Nogle planlægger nærmest hele året uge for uge - jeg har en lidt mere "på gefühl" tilgang til tingene. For mig handler en havejournal primært om 3 ting: få alle mine idéer ned på papir, få overblik og dokumentér. Her kommer lige en hurtig gennemgang:

Som det første har jeg en liste med haveprojekter. Det er de overordene, store idéer jeg har til haven, hvor jeg har en kort beskrivelse af hvad det handler om. I år er drivhuset og køkkenhaven 1. prioritet - men derudover har jeg jo selvfølgelig 117 andre idéer. Helt nede i baghaven kunne vi lave en æblelund, med alverdens frugttræer, bærbuske og nøddekrat. Mellem frugtræerne kunne vi så en vild blomstereng, og lave stier ud til træerne. Vi kan bygge et hønsehus ved haslerne, med en stor hønsegård helt over til popplerne. Vi kunne lave en bålplads nede ved søen, og bygge et brændeskur med en lille overdækket hyggekrog så man kan sidde i ly i den lune sommerregn... Dagdrømme og gode idéer er der nok af!

Havejournal - måned for måned

Min havejournal: oversigt over gøremål, måned for måned.

Herefter har jeg et par sider, med overblik over opgaver i de forskellige måneder. På den måde synes jeg, at det er lettere at holde styr på, hvornår sommerfuglebusken skal beskæres, roserne skal klippes og hækken trimmes.

Min havejournal: oversigt over såtider

Min havejournal: oversigt over såtider for hver sort jeg vil dyrke i 2021

For let at have overblikket når det kommer til såtider, har jeg en oversigt over alle de forskellige sorter jeg vil dyrke og hvilken måned de kan såes i. Så når vi kommer ind i en ny måned, er det altid let lige at gå tilbage og skimme listen, for at se om man er så heldig at der er noget der gerne vil spire i den måned. Da der har været interesse for denne liste, og jeg ikke forventer at I skulle kunne læse mine kragetræer, har jeg lavet en letlæselig digital version med alle de sorter I kan finde her i butikken - men vær opmærksom på at den er vejledende, og lavet ud fra de forhold jeg har i min egen have. Fra midt januar vil jeg starte med chilier og peberfrugter i vindueskarmen i den lune stue, og forspire salat, glaskål, porre, knoldfennikel og hestebønner i drivhuset. I drivhuset vil jeg lave et lille eksperiment med en ordentlig stak frisk hestemøg, for at se om varmen derfra, kan sætte lidt skub i spiringen hvis forspiringsbakkerne stilles ovenpå.

Herudover har jeg forberedt nogle sider til at notere spiretid samt udbytte, hvilket jeg ikke før har prøvet at dokumentere, men jeg synes det kunne være sjovt at vide hvordan forskellige sådatoer og temperaturer påvirker spiretiden, og hvor meget udbytte jeg får i min første sæson her i min nye have. Derefter bliver bogen brugt til at dokumentere måned for måned - hvad har jeg sået, hvad jeg har gjort, hvad der er gået godt, skidt og hvorfor. Så kan jeg bruge næste vinter på at gennemgå mine erfaringer, reflektere lidt over dem, og forhåbentlig blive lidt klogere - det kunne jeg godt trænge til.

Hvis du er interesseret i at følge lidt med i hvad jeg går og laver her på Ravnely, så ligger jeg lidt op på Instagram, både på @fantastiskefroe.dk og min egen profil @lauragrubbe.

/Laura 💚